Foto Maraton 2020 – Deltagernes billeder (inkl. bedømmelser)

Her er alle deltagernes billeder fra ISO8000 Foto Maraton den 2. maj 2020. Billederne ligger grupperet efter de opgaver som deltagerne fik og Michael, Jens og Henrik har givet deres bud på en bedømmelse af billederne. Tallene i parentes er den tid deltagerne fik til at løse opgaven.

Alle billederne er direkte ud af kameraet, da det ikke var tilladt at redigere billederne inden aflevering.

Opgave 1: Aarhus (2 timer)

Bedømt af Jens Rohde

Unna Thue Breum

Begrundelse: Generelt har jeg vurderet, at alle billeder klart og tydeligt besvarer opgaven. I hvert fald hvis man er kendt i Aarhus. Så det har jeg tilladt mig at antage, at andre beskuere også er.

Så hvilket et løser bedst opgaven? Det synes jeg også er svært at svare på. Fotografierne kan groft sagt opdeles i to grupper: Vartegn og motiver, hvor i ordet Aarhus indgår. Så at mene, at det ene eller andet er mere klart end andet, vil jeg ikke kaste mig ud i.

Så i sidste ende har jeg besluttet mig for, at lade de fotografiske kvaliteter og min personlige smag afgøre det. Og her er jeg landet på Unnasbillede.

For det første er der ingen tvivl om, at der signaleres Aarhus for fuldt flag, med en skyline med domkirken, katedralskolen og toldboden som markante elementer i billedet. Yderligere synes jeg det er en meget lækker stemning billedet har fået. De store skyer får lov til at stå meget markant (man kunne frygte regn), og den fine S/H-konvertering tiltaler mig.

Skulle jeg pege på et et par punkter til forbedring, så ville jeg nok have prioriteret toldboden, og så have rettet horisonten. Men jeg ved ikke, om fotografen har haft adgang til/tid til at redigere undervejs.

Men alt i alt er der dømt Aarhus, i en lækker S/H retrostemning.

 

Opgave 2: Tone (1 time)

Bedømt af Jens Rohde

Henrik Woer
Begrundelse: Her var det ikke alle billeder, hvor jeg var helt sikker på hvad tanken bag fotografiet egentlig var. Men jeg har besluttet, at min manglende fantasi ikke skal lægges fotograferne til last. Så jeg vælger at tro på, at der har været en god tanke bag dem alle.

Jeg har dog valgt et billede, hvor jeg tænker, at jeg nok har fanget pointen. Billedet er samtidig en frisk (grøn) fortolkning af ordet tone.

Jeg har valgt Henriks billede. Jeg falder for den lækre brug af en lille dybdeskarphed, og for detaljen med, at det selvfølgelig er de grønne farvetoner, der er fundet frem, nu græsplænen er blevet til baggrund for billedet. Så billedet er næsten monokromt.

Hvis jeg også her skal komme med en lille ting til forbedring, så forstyrrer den mørke klat i øvre venstre hjørne dei ellers minimalistiske fotografi. Men da der næppe har været tid til at hænge sig i den slags bagateller, så lader jeg det passere 🙂

Opgave 3: Øjeblik (1,5 time)

Bedømt af Henrik Sørensen

Carsten Johansen

Begrundelse: Her er både øje og blik, og den bedste fortolkning af emnet. Det er godt tænkt og veludført. Man kan se baggrunden i øjets iris og ovenikøbet hvad det er. Det er et godt bevis på associationen man får når man tænker “øjeblik” på dén måde! Billedet er velkomponeret med fokus lagt det helt rigtige sted i øjet.

Lars Thomsen
Begrundelse: I sandhed kun et kort øjeblik, af gangen – lige det sekund før lyset skifter, øjeblikket før manden blive grøn og ditto lyset. Det er super godt tænkt og veludført.

Opgave 4: Tidens tand (1 time)

Bedømt af Henrik Sørensen

Erica Wyrdling
Begrundelse: Et næsten dystopisk billede af forfald, der minder om noget fra det gamle Rusland. Tidens tand/slidet/brugbarheden er gået hen over bygningen og tiden er kommet til noget nyt. Den sort/hvide versionering er perfekt til at illustrere dette.

Lars Thomsen

Begrundelse: Den klart bedste og mest stilrene fortolkning af emnet. Støvlen er slidt, øjensynligt brugt med glæde, men tidens tand har nu slidt så meget på dette elskede fodtøj at tiden snart må være inde til fornyelse. Billedet er æstetisk velkomponeret og fokus er kun på det centrale emne, og den sort/hvide version er perfekt valgt her.

Opgave 5: Længsel (1 time)

Bedømt af Michael Trebbien

Unna Thue Breum
Begrundelse: Modigt at lave et billede der er sløret, men hvor det dog understreger historien. Man kommer ikke ud at (lyst)sejle så længe vejret ikke er til det. Og alle ved hvordan det er når regnet slører vort syn, man kan næsten mærke hvor koldt det også er. Da synet er lidt nedefra og får vi heldigvis også en overskyet himmel med. Nu kender jeg jo ikke forholdene men jeg kan ikke lade være med at tænke om man med fordel kunne have gået lidt tættere på for at skabe et mere enkelt udtryk? Under alle omstændigheder er jeg vild med den regnvåde rude og den ide kan også bruges i andre sammenhænge.

John Asbjørn Skajem
Begrundelse: “Lets have a party” står der er i døren. Skøn historie fanget i det rigtige øjeblik. Hvorfor står han dog der når der er lukket? Nå ja det er jo længsel på den måde, hvor længslen ikke kan få forløsning. Af denne årsag synes jeg sort/hvid er det helt rigtige valg for det understreger tristessen. Måske det kunne være blevet et endnu bedre billede hvis det var taget 1 meter længere til højre. Så havde det været muligt at se den tekst han læser til fulde? Ikke fordi vi mangler forklarende tekst for den er nu at fulde både helt til højre og i dørene.

Opgave 6: Flisen (½ time)

Bedømt af Michael Trebbien

John Asbjørn Skajem
Begrundelse: Jeg synes fotografen her på enkel men effektiv vis er lykkedes med at skabe et seværdigt billede. En flise i sig selv er der almindeligvis ikke så meget spræl eller historie i, men her har vi fået en selfie og et spændende spil i fotografens silhuet. Også understreget af den regnvåde flise. Jeg kunne godt have ønsket mig helt parallelle linjer i billedet (altså mellemrummene mellem fliserne og billedkanten), men det er en biting. Skoene fortæller også en fin historie om at være til fotomarathon.

Lars Thomsen
Begrundelse: En forfriskende anderledes og humoristisk fortolkning. Flisen er normalt den lille ift. os mennesker men her er det omvendt. Beskuerens tanker vandrer lidt og så opdager man at det er klinker, måske i et bryggers? De er da kommet på arbejde de 2 mennesker på billedet, når de skal arbejde med så tunge “fliser” 😉 Ift. at tage emnet meget bogstaveligt så tænker jeg hvilken af de 4 fliser der hentydes til? Det fortæller billedet ikke for det ser ud til at de arbejder med fugen. Måske kunne deres arbejdssted med fordel have været flyttet lidt så de arbejder på “flisen”? Uanset hvad føler jeg mig virkelig godt underholdt.

Web Admin

Web Admin

Jeg er en administrator-bruger, som opretter diverse ting på ISO8000-hjemmesiden.

6 thoughts on “Foto Maraton 2020 – Deltagernes billeder (inkl. bedømmelser)

  • Iben Graadal
    11. maj 2020 kl. 16:53
    Permalink

    Dejligt at se både de flotte resultater og kommentarer, det ser ud til at have været en spændende og sjov dag, jeg var så ærgerlig over, at jeg ikke kunne være med :-/ Men så har jeg noget at glæde mig til næste gang!

  • Lars Thomsen
    11. maj 2020 kl. 20:57
    Permalink

    Af hensyn til dem der ikke deltog, er her min feedback til Morten (som han efterspurgte):

    – God og passende information om arrangementet. Enkle og klare retningslinjer.
    – Gode ”regler” – jpg ud af kameraet dog med de presets der er mulige i kameraet (rigtig god metode til at træne komposition).
    – Fin tidsramme (tidlig start så man også kan nå et aftenarrangement, hvis man har det planlagt).
    – Spændende og varierende temaer.
    – Fint med forskellige tider til de forskellige emner.
    – Det virkede fint selvom vi ikke mødtes fysisk.
    – Den ”fælles” start på Zoom var godt, det gav fornemmelse af at vi var sammen.
    – Udlevering af emner via sms/mail virkede rigtig godt, det gav mere fototid og mindre transporttid.
    – Fint at have flere ”dommere” på, det giver alsidighed i feedbacken.
    – Passende ”dømning”. Dvs. ikke deciderede vindere men feedback på fortolkningen.
    – Aflevering via Dropbox virkede fint.
    – Rart at kunne vente med aflevering til efter arrangementet (giver mere tid til fotografering).
    – Dejligt at billederne kom hurtigt på hjemmesiden. Man venter jo spændt på at se de andres fortolkninger.
    – Fint at billeder bliver sorteret pr. emne (på hjemmesiden) og ikke pr. fotograf. Det gør det nemt at se de forskelliges fortolkninger.
    – Flot at ”dommerne” hurtigt gav deres vurdering/feedback.
    – Personligt holder jeg af, at det ikke er en konkurrence hvor det handler om at være bedst, men et arrangement hvor man kan lære og blive inspireret.

    Ift. ”dømning” og feedback kan man overveje at gøre som ved arrangementet for to år siden. Der fik alle feedback på dét billede dommerne synes den enkelte havde fortolket bedst. På den måde er der feedback/læring til alle deltagere.

    Alt i alt et meget vellykket arrangement.

Skriv et svar